Sommertogt 2023 - Skærgården

"Borg" og "Arne" i morgendis ved øen Kråkan lidt NØ for Orust.

1. etape: Lynetten - Helsingør

Min søstærke kabysmester fra tidligere togter og kapsejladser havde tilbudt at tage med på dette første stræk fredag eftermiddag efter arbejde. Min gamle kabysmester er nu skipper på Larsen 34'eren "Arne", som vi skal følges med senere på togtet. Vinden var lidt mærkeligt lige i starten, og vi måtte krydse lidt. Men efter lidt tid stabiliserede den sig, og vi kunne sejle hele vejen til Helsingør på bidevind. Jeg var lidt i tvivl om, om jeg skulle sejle videre samme aften, efter jeg fik sat kabysmesteren af i Helsingør. På vej ind fandt vi havnen proppet. Men som sædvanlig fandt vi en smal plads i bunden af havnen. Pludselig syntes det mere fordelagtigt at blive liggende tre overnatninger i Helsingør, til vinden igen skulle komme. Vejrudsigten havde forudsagt vindstille / svag vind fra nord de næste to dage.

2. etape: Helsingør - Hallands Väderö

Jeg provianterede i Kvickly og tog imod en tysk solosejler. Jeg spurgte til vinden derude. Han sagde, at den var meget svag og imod. Men heldigvis havde han haft medstrøm hele vejen fra Hven. Hmmm medstrøm? Altså nordgående strøm ... Skulle man alligevel sejle lidt nordpå? Ja!

Vel ude af havnen oplevede jeg til min irritation, at der var modstrøm. Men med tyskerens ord i mente tænkte jeg, at der sikkert var nordlig strøm længere ude på det dybe. Ganske rigtigt fandt jeg 1½ knobs medstrøm på grænsen til trafiksepareringen. Så der lå jeg og krydsede nogle timer med genuaen. Jeg mødte en del både ud af havnen, som forsøgte sig med at krydse tættere på land, altså i modstrømmen. Det fik det forventede resultat. Kun en Scankap 99 lå også på grænsen til trafiksepareringen og krydsede. Efter lidt tid kunne jeg skære direkte over trafiksepareringen og gå mod Kullens spids for at komme videre til Hallands Väderö. Der skulle dog stadig krydses en del, inden jeg kunne komme rundt om Kullen. Derefter kunne jeg lige akkurat holde øen op på bidevind.

Ved 19-tiden ankom jeg til Kapelhamn ved øens sydside. Der var en del andre både, men jeg fandt dog et godt sted at kaste anker tæt ved min ven, fendersejleren, som lå der i forvejen. Vi lå godt beskyttet i bugten. Dagen efter, søndag, svømmede jeg ind til øen med en vandtæt pose med skiftetøj. Efter en tre timer lang gåtur på øen kom jeg tilbage til ankerpladsen, som i mellemtiden var blevet totalt forandret. Over 100 svenske små motorbåde havde i mellemtiden fundet vej, og de fræsede alle sammen rundt i søgen efter den fred og idyl, øen er så kendt for. Da fendersejleren sejlede sydpå og kunne berette som halv vind, forestillede jeg mig, at jeg ville få det samme i nordlig retning. Og da idyllen alligevel var væk, kunne jeg lige så godt sejle. Desværre var det IGEN svag modvind hele vejen + en svag modstrøm. 

Godt ankret ved øen.

Kapelhamn. En god ankerplads ved Hallands Väderö.

3. etape: Hallands Väderö - Skallkroken

Jeg havde håbet at nå Glommen 35 sømil nord for øen. Men jeg måtte opgive at komme så langt. I stedet kunne jeg nå Skallkroken. Til sidst var det faktisk blæst op. Men retningen tilsagde, at jeg måtte vælge Skallkroken, som jeg kunne komme til uden kryds. Vejrudsigten havde lovet, at vindretningen skulle skifte 180 grader i løbet af natten, så det passede fint at overnatte der. Skallkroken er en hyggelig lille havn med rigeligt med grønne pladser, som man kan ligge på for 75 svenske kroner inkl. landstrøm, hvis man er frihavnsmedlem. Hvad der ellers er i havnen, ved jeg ikke. Jeg kom sent ind og udforskede ikke noget. Kl. 4 næste morgen var jeg ude igen.

I Skallkroken valgte jeg en plads ved siden af en anden flot Luffe 37.

4. etape: Skallkroken - Bua ca. 40 sømil

Jeg stod tidligt op, selv om vinden var meget svag. Der skulle nemlig komme et uvejr senere på dagen. Og der skulle jeg gerne ligge sikkert i havn. Så måtte vi se, hvor langt jeg kunne komme. I skrivende stund har jeg kun tilbagelagt 7 sømil på de første to timer. Men der skulle komme mere vind senere og måske også medstrøm. Tør man håbe på medstrøm? Jeg kan faktisk allerede konstatere ca. 0,2 knobs medstrøm. Jeg tager, hvad jeg kan få. 

Jeg kom senere fint i havn og fandt en god plads. Kort efter ankomsten kom uvejret, og det væltede ned med regn.

5. etape: Bua - Långedrag ca. 30 sømil 

Som på alle andre andre etaper på denne udtur var vinden faretruende lav. Det var transportsejlads, for jeg skulle kunne nå frem og være i København samme aften. Derfor var jeg nødt til at sejle for motor en times tid, mens vinden var svagest. Efter at have fået anvist en god plads at vente på i 12 dage drog jeg til København og senere til Rømø.

I godt selskab med to andre luffer i Långedrag.

Selve togtet. Efter sommerhusferie på Rømø ankom jeg til båden i Långedrag med fuld besætning. Vi overnattede på båden og gjorde klar til afgang tidligt næste dag.

6. etape: Långedrag - Frännbun (på bagsiden af Koön over for Marstrand).

Vi mødtes med Larsen 34'eren "Arne" af Bogense på en hyggelig anker-/tillægsplads i naturen. Vi lå rigtig godt der hele dagen og gik på opdagelse på øen og badede i vandet. Vejret var godt, og det skulle være den eneste dag med reelt godt vejr på ferien. Derfor havde vi valgt at lægge til ved et skær i naturen.

Aftensmad ved Koön.

Fra klippen, jeg tog billedet fra, førte vi om natten en line over til bådene.

Da vi grillede om aftenen, begyndte det dårligere vejr dog allerede en del timer før antaget. Vi lå dog godt for vores ankre, og selv om vinden måske skulle komme fra en uheldig retning, havde vi en Bavaria 44 til at beskytte os på ydersiden mod havet.

Kl. 0300 vågnede jeg. Jeg sover aldrig tungt for anker. Jeg kunne mærke, at det var blæst op, og at båden fra tid til anden rørte bunden. Jeg stod derfor op for at hive os lidt ud. Til min gru konstaterede jeg, at Arnes anker havde sluppet, og at Bavarian var sejlet. Der stod derfor vind ind på siden af bådene, og ankrene havde svært ved at holde. Jeg fik vækket Arnes skipper, og sammen tog vi bestik af situationen. Bavariaen havde lagt sig for anker 100 meter væk, og der lå den fint lige op i vinden. Vi besluttede os for at puste et SUP-bræt op, så vi kunne lægge et anker ud mere op mod vinden. Det virkede umiddelbart til at fungere. Men ak. Det slap hurtigt. Flere forsøg blev gjort med i alt to ankre (også samtidigt). Men mens vi arbejdede med det, var det blæst yderligere op. Det endte med, at vi måtte lægge en meget lang line over på en lille ø overfor. Nogle svenskere fra motorbåde var vågnet under postyret og hjalp med nogle bjergkiler. På den måde kom vi til at ligge bedre og kunne trække begge både i en position, hvor de ikke rørte bunden. Men nu havde vi spærret svenskerne inde på pladsen og kunne stadig ikke selv komme ud. Hele operationen tog i alt tre en halv time, og involverede foruden skipperne også Rederen og en matros fra "Arne". Vi kunne efter det ikke sove og drak i stedet lidt kaffe under den psykologiske debriefing. Mens det stop på, klarede vejret op. Vinden skiftede lidt retning og løjede, og den silende regn, der havde stået på hele natten, var stoppet. Vi besluttede derfor at sejle, nu hvor muligheden faktisk forelå, hvilket den ikke havde gjort frem til nu.

7. etape: Frännbun - Stenungssund

Oven på nattens strabadser føltes det godt at lave en plan og at sejle væk fra pladsen. Det gik rigtig fint for begge både. Desværre var den silende regn begyndt igen på den halve time det tog os at lægge fra og frigøre linen fra øen og give svenskerne deres bjergkiler tilbage. På turen SILEDE det ned stort set uafbrudt. Jeg fornemmede, at det måske var det smukkeste område, jeg nogensinde har sejlet i. Men man kunne ikke se mere end 200 meter frem, og jeg mistede visuel kontakt med "Arne", der sejlede først ud. Da vi kom frem, klarede det en smule op, og vi havde igen visuel kontakt. Desværre er der over Stenungsund en bro på 13,2 meter i frihøjde. I al postyret og regnen besluttede vi over radioen at sejle op til en lille havn før broen for der sammen at tage bestik af situationen. Efter et kort officersmøde besluttede vi at sejle rundt om øen til den rigtige havn. En tur på 3,7 sømil. Bortset fra mindeværdig kraftig regn var den del af turen begivenhedsløs. "Arne" kom først og kunne anvise os en god plads overfor sig. 

Her nydes den skandinaviske sommer i 2023.

Derefter udestod der en stor opgave med at rydde op i bådene, få telte på, tørre tøj og alt det sædvanlige. Stenungsund har provianteringsmuligheder og spisesteder lige ved havnen. Og det passede fint. Hvad der ellers er af seværdigheder, kan jeg ikke tale med om, og det var heller ikke relevant for os, der jo havde været oppe siden kl. 0300.

8. etape: Stenungsund - Gråtö Holme

Efter en rolig nat i Stenungsund Marina sejlede vi med slæk på skøderne til et lille øde område ved navn Gråtö Holme, som er lige på grænsen til at være en ø. Her lå vi godt beskyttet for den ret hårde vind, der ruskede tæt omkring os. Vi udforskede, sankede rejer, bær og svampe og lavede snobrød. Et meget idyllisk sted.

Gråtö Holme tæt ved Svanesund.

Det var dog meget svært at finde en plads på øen, hvor man kunne komme ind. De fleste pladser var mere egnet til motorbåde, fordi vandet var meget grundt tæt på kysten. Derudover var der meget dybt, når man kom lidt længere ud. Jeg lærte, at man godt kan lægge hækanker ud på ti meter vand, hvis der er god holdebund. Og det var der her. Rent ler.

9. etape: Gråto Holme - Ljungskile

Følgebåden "Arne".

Denne onsdags vejr skulle være stort set ubrudt regn fra middagstid og frem. Derfor valgte vi en lille by ca. på ruten. Turen derop var stille og rolig, men operationen med at komme væk fra øen var meget kompliceret. Men det lykkedes til UG at komme godt af sted. Dog måtte vi opgive en af "Arnes" bjerkiler.

Ljungskile havn er jævnt kedelig men fyldt med ledige pladser. Og det kan jo godt undre. Vi sejler i en vejrmæssigt forfærdelig sommer med ualmindeligt meget regn, men mere vigtigt, med ualmindeligt meget vind. Men her bag Tjörn og Orust er vinden mere nådig, mens andre sejlere ligger indblæste på hovedruten, også kalder "E6:an" mod Skagerak. Derfor havde jeg frygtet, at hovedparten af sejlerne havde søgt til "insidan", altså på indersiden af de store øer. Men her er overraskende få sejlere, de steder vi har været. Vi kom til havnen kl. 1030, og her ti timer senere har jeg kun set én båd mere gå ind.

Jeg har vredet min hjerne for at finde noget godt at sige om Ljungskile. Da vi kom til havnen, var jeg virkelig i søvnunderskud og havde brug for at få en god lang eftermiddagslur. I Ljungskile føler man ikke, at man er gået glip af noget ved at sove dagen væk.

10. etape: Ljungskile - Kråkan

En rigtig fin tur på bidevind til en hyggelig ø ved navn Kråkan nordøst for Orust. Vi sejlede ud i regnvejr kl. 13 i håb om at få øen for os selv fra ved 15-tiden. Det lykkedes rigtig fint. Øen havde mange gode steder, man kunne lægge til. Men vi havde den helt for os selv frem til middag dagen efter.

Der var mange gode pladser ved øen, og vinden løjede, så der blev helt stille.

Aftenhygge på klipperne.

Så blev klokken ølve.

Udforskning af den helt igennem smukke og idylliske ø, Kråkan.

Øen var helt fantastisk. Måske den bedste skærgårdsø, vi nogensinde har besøgt. Om aftenen grillede vi skumfiduser og friskfangede østers fra klipperne.

Kråkan var ikke i min udgave af bogen. Men undervejs konstaterede vi, at der må være muligheder ved alle øerne i området.

Vi overnattede ved øen, og ved frokosttid dagen efter begyndte der at komme en masse endagsbåde, kanoer og kajakker til alle øerne i området. Også til Kråkan. Vi gjorde klart skib på begge både og sagde der farvel til "Arne", der sejlede til Uddevalla for at sætte to gaster på et tog til Göteborg.

På gensyn til "Arne".

11. etape Kråkan - Svanesund

Vi skulle have sejlet halvvind hele vejen til Almösund, der ligger fem sømil syd for Svanesund. Men en sømil inden Svanesund blev vinden pludselig og uventet midt imod og med en knobs modstrøm. Vi gad ikke krydse eller sejle for motor, så vi valgte at gå ind i Svanesund. Her viste der sig desværre at være byfest.

12. etape Svanesund - Marstrand

Efter en lang byfestnat stod vi tidligt op, mens byfesten var gået til ro. Havnemanøvren burde have været simpel, men den blev lidt kompliceret af, at vi fik tovværk i skruen, netop som vi havde lagt fra. Vi ramte en motorbåd på vej ud, men de vågnede ikke af deres festdøs. Vi fik hurtigt løst problemet og kom godt af sted. Vind var der ikke noget af, og den der trods alt var, var midt imod. Det var som lovet. Men når der er svag vind midt imod, håber man jo på fejl i vejrudsigten. Men så heldige var vi ikke. De første fem (af 15) sømil sejlede vi således for motor. De næste fem gled vi meget stille af sted på bidevind for sejl, og de sidste fem drønede vi af sted for sejl, som vi tog ind lige inden Marstrand.

Gåtur rundt på stien på Marstrandsön.

Marstrand er et virkelig dejligt sted, men også en havn med mere action, end man ønsker det, når man anløber. Sidst vi var her, så vi Carlstens fæstning. Så denne gang tog vi i stedet en tur rundt på øen, der jo også er virkelig flot. Men når man kommer fra naturperlerne bag Tjörn og Orust, er det selvfølgelig ikke så imponerende. Helt overordnet er Marstrand, hvor man kan sige, Skærgården begynder, rigtig flot med mange flotte klipper. Men den er også ret undervældende i forhold til begge sider af Tjörn og Orust. Så når man er på vej sydpå efter at have været der, er Marstrand mere en historisk end en naturmæssig oplevelse. Og historien oplevede vi som sagt sidst. Det er dog stadig spændende at gå rundt og tænke og læse sig tilbage i Nordens historie på dette historiske sted.

Selve havnen har en lidt Skagen- Rungsted-agtig stemning, tror jeg. Og det siger jeg helt uden at have været i Rungsted. GKSS havde også en afdeling i Marstrand.

Stadig ledige pladser kl. 2100.

Jeg gik hele havnen rundt kl. 2100 og fandt kun denne sejlbåd, der, deplacementsmæssigt, var mindre end vores Luffe 37.

Vi ankom ved 11-tiden, og der var da masser af ledige pladser. I løbet af hele dagen var der stor udskiftning på pladserne. Jeg tog en tur ved 21-tiden rundt på broerne og fandt en del ledige pladser stadig. Og her taler vi en lørdag aften i juli med mellemgodt vejr. Jeg tror, at det er et udtryk for, at sejlersommeren i år ikke har været god ved marinaerne. Der har været meget blæst og meget regn. Mange danskere har droppet eller afkortet deres togter til Skærgården i år, fordi de enten ikke kunne eller orkede at tage herover. Vi så dog en del danskere, men det var næsten udelukkende pensionister med god tid.

13. etape: Marstrand - Skallkroken

Vejrudsigterne var ikke gunstige for øresundssejlere på vej hjem. Den næste uge frem lovede de mere eller mindre vind fra syd. Men denne søndag skulle vinden stå i sydvest det meste af dagen. Vi studerede dem nøje og besluttede, at det måtte være den dag, vi skulle lave det store ryk sydpå. Derfor stod vi op kl. 0300 for at sejle. Men da var det stadig bælgmørkt, og jeg turde ikke gennemføre den ret komplicerede havnemanøvre i mørket. Så vi ventede til kl. 0400, en time inden solopgang, hvor man lige akkurat kunne se lidt.

Marstrand er en meget kompliceret havne at lave havnemanøvrer i. Anbefales ikke for solosejlere! Havnemanøvren gik dog perfekt, og vi listede os ud ad Alberts kanal for sejl og derefter indenskærs til ca. Göteborg. Den første del af turen gik rigtig fint med mellem vind foran for tværs, fladt vand og én knobs medstrøm. Senere fulgte 55 sømil på foran for tværs/bidevind i ret meget sø og med mellem 1 og 1½ knobs modstrøm. Vi kunne dog på trods af det holde ca. 5,5 knob. Vi kunne se i kikkerten og på AIS, at mange af dem vi "fulgtes med" ikke kunne holde højde og måtte krydse, gå i havn og sejle for motor. Da vi havde 10 sømil tilbage, blev vi ramt af en front, som vores svenske nabo her i Skallkroken kalder "overfaldsvejr". Vi gik fra at sejle lidt over fire til lidt over otte knob og det endda med storsejlet fladet og skødet helt ud. Uvejret indeholdt dog ingen torden lige på vores sted og kun lidt regn. Efter 45 minutter var vejret nogenlunde som før uvejret, og vi vurderede det for sikkert at tage ind til Skallkroken, der ellers har en ret kompliceret indsejling.

8,5 knob for fokken.

Lige før uvejret ramte.

Skallkroken besøgte jeg også på udturen. Også da var det et spørgsmål om, hvad jeg kunne sejle til på hård skæring, inden vinden blev midt imod. Det er en god transportsejladshavn på den måde, at man altid kan få plads om aftenen. Det er en frihavn, og det koster derfor kun 75 SEK at ligge her for os. Faciliteterne er fine. Men her er ikke indkøbsmuligheder eller spisesteder. Nu ligger vi her og venter på vejr til at komme videre.

Vi blev en overliggerdag i Skallkroken, fordi vinden var midt imod til Kullen, og fordi vejrudsigten lovede optimale betingelser til dagen efter. Der er ikke meget at berette om fra overliggerdagen. Men vi sov godt oven på den hårde tur fra Marstrand. Skallkroken hamn har dog sine gode sider. Den er en frihavn (75 SEK), den ligger godt på ruten, der er altid plads, og faciliteterne er gode og rene. På minussiden er der en en halv times gåtur til nærmeste provianteringsmuligheder, og anløbet er lidt kompliceret med en del ubehagelige skær tæt på indsejlingen.

14. etape: Skallkroken - Kyrkbacken

Vi stod tidligt op og sejlede allerede ved sekstiden, for det skulle ifølge udsigten være det bedste tidspunkt. Vinden var dog hårdere og spidsere mod Kullen end forudsagt, og der var en del modstrøm. Men vi kunne holde både højde og god fart de 26 sømil derned, som vi tilbagelagde på fire timer. Efter planen skulle vi så få et par timer på en ny kurs med vind nok, men desværre løjede vinden, da vi rundede Kullen. Vi kæmpede nogle timer, men efter at have tilbagelagt halvdelen af de 16 sømil til Helsingør måtte vi opgive og starte motoren. Det gik trægt (3,8 knob), for der var stadig en del modstrøm. Vi måtte fortsætte for motor ned i Øresund. Ud for Sletten havn lå "Dannebrog", som vi sejlede forbi i en afstand af to sømil. Bag den, under land, byggede et voldsomt skysystem sig op, og vi kunne se, det nærmede sig os. Vi håbede, det ville bringe os noget vind, så vi kunne komme hjem lidt hurtigere, end vi kunne tøffe for motor.

Fra en lynnedslags-app.

Brace for impact!

Hastigt på vej til Hven.

Da uvejret ramte os, var det desværre uden vind. Men der kom usigelige mængder af regn på det helt flade vand. Det så underligt og smukt ud, og jeg har aldrig set så meget regn falde på stille vand før. Kort efter kom så den første torden, og det fortsatte, så vi overvejede, om vi skulle fortsætte eller søge nødhavn. Jeg lytter næsten altid på Kanal 77, foruden 16, og det er også KDY's kapsejlerkanal. Da det var tirsdag, var der heftig aktivitet på kanalen, da vi sejlede forbi, og sejladslederen beordrede alle i havn for at afvente tordenvejret. Vi besluttede at følge det gode råd og sejle direkte og i højeste fart mod Kyrkbaken på Hven. Her ankom vi i et helt forfærdeligt regnvejr og med lyn og torden drønende ned. Havnen var, ikke overraskende, halvtom, og vi fandt hurtigt et sted at lægge til. Kort efter klarede det hurtigt op, men et blik på vejrudsigten fik os til at beslutte at sejle næste morgen i stedet, hvor der skulle være god vind.

15. etape: Kyckbacken - Lynetten

Turens mest behagelige sejlads en tidlig morgen på Øresund.

Lynetten ligger bag en bro, som efter min hukommelse skulle være lukket mellem 0800 og 1600 men med åbninger 1000, 1200 og 1400. Vi sejlede derfor, så vi kunne være i god tid inden lukketiden. Vejrudsigten var ret meget som lovet, og vi kunne før første gang på hele togtet sejle halvvind. Det var en fornøjelse, og det var virkelig en smuk morgen. Desværre var min hukommelse om broen forkert. Den lukker i kl. 0700 og åbner først igen kl. 1000. Så vi fik lige over 2½ timer ved flydebroen, mens vi ventede. Men der lå vi også fint og kunne bruge noget af tiden på at bade og pakke sammen, inden vi kunne sejle igennem.

Efterskrift

2023 var den værste sejlersommer i mands minde. Men vi undgik heldigvis kuling. Lidt på grund af held, i hvert fald hvad angår transportsejladserne, og så fordi vi valgte at sejle bag øerne Tjörn og Orust, mens folk lå indeblæste (og -brændte) på vestkysten. Vi har haft vores portion af dårligt vejr, bevares. Men vi har også haft dage med godt vejr. Og på et skærgårdstogt er man i havne ca. hver anden dag og i naturen de andre dage. Vi planlagde det, så vi var i havn, da vejret var værst. Jeg kan ærligt sige, at vi har haft en rigtig god tur.

Under transportsejladserne har det i år været afgørende med en båd, der kan gå tæt til vinden. Det er rart at have en båd med gode krydsegenskaber, så man stort set slipper for at krydse.

Det har også været helt essentielt med en motor man kan stole på. Motoren virkede upåklageligt hele vejen. Men jeg havde arbejdet en del med den i foråret, og jeg ville ønske, jeg havde haft tid til at teste den lidt mere. Men nu er den gennemtestet.

Om sejlertøj. På et så koldt og blæsende og især regnfuldt togt er heavy duty-sejlertøj et must. Jeg købte en virkelig god jakke tidligere på sæsonen. Men jeg sparede og købte ikke bukserne. De sejlerbukser, jeg har nu af mellemstandard, kunne ikke stå distancen.

Gennaker - rulle, sok eller fri?

 

Jeg kendte vores mål, så jeg slog omgående til, da jeg i vinteren 2021 så denne annonce for en brugt gennaker.

Da vi købte båden, fulgte der to spilere med. Ærligt talt har vi ikke fået sejlet med dem endnu. Men jeg havde også mere lyst til at prøve at sejle med gennaker - Et sejl som båden ikke havde. Så sådan et brugt sejl i god stand købte jeg, da lejligheden bød sig.

Jeg besluttede mig for først at sejle lidt med sejlet for at finde ud af, hvad vi egentlig har brug for.

Gennakeren var fra en IW31 eller noget i den stil. Men den passer da meget godt på en Luffe 37. Det ekstra plads der er på faldet kan hurtigt blive brugt af en rulle eller en shute/sok. Hvis den komme bare lidt op, kommer den helt fri af pulpit.

På billedet ovenfor gik det fint med at sætte gennakeren. Men at få den ned igen var lidt bøvlet. Spileren på vores gamle L23 plejede jeg at sætte og bjærge fra cockpit. Men en spiler har ikke noget sejlareal i bunden, og derfor er den nemmere at samle i læ at stor- og forsejl end en gennaker er. Da vi skulle have den ned den dag, var det blæst ret meget op, og vi måtte opgive at bjærge fra cockpit. I stedet måtte jeg tage den i læ af fokken, men det var heller ikke en god manøvre. Det var altså klart, at vi skulle have et eller andet system til det og ikke bare sætte og bjærge den i løs tilstand.

Gennakeren blev købt uden rulle. Det skulle vise sig, at en ny rulle er betydeligt dyrere end en brugt gennaker. Sælger havde opgraderet sin båd og beholdt rullen, fordi han var så glad for at sejle med gennaker. Han skulle have have et større passende til den nye båd, og han ville derfor beholde sin rulle.

Jeg købte en brugt furler. Selden GX10. Jeg fik den til en god pris, men der skulle også bøvles en del for at få det hele til at virke. Her ses noget af en noget af en twin-cam block, som bruges på den endeløse line, man ruller gennakeren ind og ud med. Den er ikke komplet, men det afspejlede prisen jo også.

En utrolig uhåndterbar bunke grej. Tovet er sådan et anti-torsionstov, der gør, at det ikke kan snos ret meget. Drejer man på det i den ene ende, får man næsten lige så meget drej i den anden ende.

Selve furleren.

Her er svirvlen, der skal sidde i toppen af gennakeren.

Desværre passede anti-torsionstovet ikke helt i længden. Men heldigvis var det en anelse for langt. Når man skiller hele denne enhed ad, skal man sætte en gigantisk krympeflex-muffe på til sidst. Men den er ikke til at opdrive. Så jeg fandt på at bruge noget vulkaniserende (og dyrt) tape. Det, tror jeg, er en bedre løsning. Det tætner i hvert fald bedre end før.

Det var et frygteligt bøvl at skille svirvlen ad, korte tovet og samle det hele igen. Heldigvis fandt jeg en video, hvor de gør nogenlunde det samme.

Næste store problem var at finde et sted at fæstne svirvlen.

Her er en alternativ løsning i brug med et Code Zero-sejl. Måske er det smartere? 

Den rulle jeg har fået fat i er af den dyre slags. Det er et system, der hedder "top-down furling". Det skal forstås på den måde, at det sejlet rulles på anti-torsionstovet oppefra. Sejlet skal flyve frit fra anti-torsionstovet, når det er sat. Og forneden på furleren drejer sejlet ikke med rundt. Men når man ruller ind, får anti-torsionstovet topsvirvelen til at dreje rundt, og med den rulles sejlet ind. Oppefra. Er det smart? Jeg tror, det er smart, fordi sejlet kan flyve frit, samtidig med, at antitorsionstovet kan være stramt nok til at blive rullet ind uden at fucke up. Efter sigende risikerer man også at ende op med en ballon i toppen af sejlet, hvis man ruller ind nedefra. Jeg har aldrig prøvet det, så jeg skal ikke kunne sige det. 

Top-down furling vises her med samme setup, som jeg har lavet.

Jeg havde egentlig håbet på en furler af den billigere slags, for det havde sparet mig en masse bøvl med at korte tovet op, hvor jeg i stedet kunne have brugt det tov, der fulgt med sejlet.

Ja, det er dyre sager. Sammen med genuaen er det det af vores sejl, der er i klart bedst stand. 

Man kan tilkøbe sådan en dims, så man får tackline-trimfunktionen tilbage. Det venter jeg dog lige med. En del af fidusen ved hele det her setup up er, at det skal være nemt, sikkert og hurtigt at sætte og bjærge sejlet. Så er der også prisen på omkring 2.000 for en ny dims foruden alt bøvlet ved at montere den og montere den ekstra trimfunktion. Det vil også gøre det lidt mere bøvlet at sætte sejlet. 

Hvor hurtigt er det så at sejle med gennaker? Og i forhold til spiler? Jeg har spurgt websejler.dk

Jeg har taget udgangspunkt i DH-reglen for GPH, som er gennemsnitslig sømiletid i sekunder for cirkelbane. Det er så hurtigt, Dansk Sejlunion mener, båden kan sejle en sømil på med den konfiguration, den er målt ind med. Man kan selv eksperimentere ved at indtaste værdier på Websejler og få en idé om det. Og det er det, jeg har gjort. Er ens GPH for eksempel 600 sekunder, så bør man i gennemsnit kunne tilbagelægge én sømil på 600 sekunder, altså 10 minutter, på en cirkelbane, altså for eksempel rundt om on ø. Det betyder en realiseret fart på 6 rundt på banen.

GPH

573,0 Luffe 37 Klassespiler (82,42 kvm)

574,8 Borgmesterens blå rumskødsspiler (75,04 kvm)

578,8 Borgmesterens hvide skæringsspiler (59,67)                

584,8 Gennaker (61,42 kvm)    

570,2 Klassespiler + Gennaker

599,2 Hverken eller

På en tur rundt om Sjælland er den store klassespiler altså bedst. den er så også 21 kvm større. Men selv den lidt mindre (end gennakeren) skæringsspiler er bedre. Min erfaring fra L23 er også, at man ikke får meget ud af det. L23-skæringsspileren der gav mig også fin fart og højde i forhold til gennakersejlere.

Spiler er bedst, hvis man har besætningen, evnerne og energien til det.

Efter den del besvær lykkedes det at få monteret systemet rigtigt. De 30 cm gennakkeren er "for kort" er nu placeret forneden, så man bedre kan kigge under, og så sejlet ikke kommer i for tæt berøring med pulpit.

Efter setup og test i havn har jeg lært flere ting.

Det er ikke så nemt at sætte sejlet, som det ser ud til. 

1) Det er meget vigtigt at holde anti-torsionstovet stramt. Ellers kan det sno sig. Og med stramt mener jeg strammere, end jeg normalt vil sætte et storsejls- eller fokkefald! Jeg har sat et mærke på tovet.

2) Når man ruller ind og ud, skal man sørge for at have belastning på begge furling-liner. Og så skal man sørge for at have mellem-meget belastning på skødet. 

3) Hele setup'et er ekstremt bøvlet. At tilpasse længden af tovet tog en del forarbejde på nettet + måske tre timers arbejde. At få monteret gennakeren på tovet og tilpasse længden og lære at bruge det, bare i havn, er også ret bøvlet. Men ideén er, at man kun skal bøvle én gang. Så har man et simpelt system.

Selve systemet er også ret dyrt. Især i lyset af, at de fleste gamle både sælges med spilere og uden gennaker. Skulle man være så uheldig ikke at have en spiler, så kan man altid købe en + stage billigt.

Så hvorfor overhovedet sejle med gennaker på furler, hvis det er så dyrt og bøvlet? 

Med det forbehold, at jeg ikke har sejlet med det endnu, så virker det til at være utrolig nemt at sætte sejlet, når man først har passet det til. Og man sætter det i havn. Når man så sejler, så er det meget nemt at rulle det ud. Normalt har jeg cockpittet fyldt med tovværk, når jeg sejler med spiler/gennaker. Det skulle jeg gerne slippe for med det sejl her. Tiden vil vise, hvor smart det er.

Selv om det jo er hurtigere at sejle med spiler, så kan jeg sagtens se for mig, som tur- og solosejler, at jeg monterer gennakkeren i havn, og så sætter jeg den bare, hvis jeg lige synes, når jeg er derude. Normalt skal der lidt mere overvindelse og beslutsomhed til at sætte spiler/gennaker. Både sætning og nedtagning kan hurtigt blive udfordrende, hvis det blæser op.

Nå, men fungerer det så? 

Det blev endelig vejr til at teste systemet på havet.

Ja. Det fungerer overraskende godt!

Efter lidt fine-tuning fik jeg systemet til at virke. Det er svært at se toppen af gennakeren, og da det jo er top-down furling, skal man lige være sikker på, at sejlet er rullet helt ud.

Man skal også lige være lidt forsigtig med den endeløse ind- og udhalerline og skødet på samme tid. Men det kan man snildt gøre solo med rorpinden mellem benene.

Det er vigtigt, at antitorsionstovet er stramt, når man ruller ind og ud. Når man har rullet ud, kan man slække lidt på fald for at trimme. Forligt skal tilpasses, så det er så tot, man ønsker det, når antitorsionstovet er stramt. Så må man slække derfra. Jeg har justeret lidt, og jeg håber, det er nok. Ellers justerer jeg bare igen næste gang.

Jeg skal øve lidt mere at sejle med gennaker. Jeg føler mig ikke helt fortrolig med dets muligheder og begrænsninger endnu. Men nu er det i hvert fald nemt at sætte det på.

Opdatering

Efter at have forhørt mig i Luffe-klubben, blev det klart for mig, at det beslag jeg havde monteret gennakeren i, ikke var lavet til voldsomme vertikale træk. Nu gik det ellers lige så godt.

Jeg nåede at sejle med gennakeren i ret let vejr. Men efter at have forhørt mig lidt for, blev det klart for mig, at det beslag jeg havde monteret gennakeren i, ikke var forberedt til stærke påvirkninger. Det sidder kun fast med lidt glasning og nogle selvskærerskruer.

Derfor fik jeg ikke sejlet med sejlet i 2022. I mellemtiden brugte jeg lidt tid på at udtænke en løsning med inspiration fra andre både. Den løsning jeg valgte, var at sikre beslaget i stævnen til skroget.

Det var i bøjlen her, jeg fæstnede gennakeren i 2021.

Jeg blev sat lidt tilbage af, at et almindeligt metalbor ikke kan bore i rustfrit stål. Da jeg fik det rigtige bor, gik det som en leg.

Herefter monterede jeg dette øje i ankerbrønden. Jeg kortede bolten af, så der var plads til, at jeg kunne montere en vantskrue på øjet.

Så testede jeg, at den kraftige vantskrue kunne sidde i øjet. Lige i øjet ;)

En god ven havde fået dette geniale beslag til overs. Så det monterede jeg i ankerbrønden.

Også dette beslag skulle lige tilpasse lidt, så det kunne sidde på vantskruen.

Så sidder hele systemet, som det skal med vantskruen spændt godt. Skroget er flere centimeter tykt, hvor jeg borede, så det skal nok holde.

Sådan ser det ud udefra.

Og sådan ser det ud oppefra. Selv uden bovspryd kommer genuaen 70 cm frem foran forstaget.