torsdag den 20. august 2020

Skydelugegarage

Først fra omkring årtusindeskiftet begyndte Luffe 37'ere at blive leveret med skydelugegarage. Man kan sådan set godt undvære en skydelugegarage, hvilket de fleste Luffer fra den tid jo også har gjort i en 30-40 år. Men jeg savnede den virkelig, da vi sejlede distancesejlads tidligere på året, og så synes jeg også, at der bare er noget mærkeligt i, at man har sparet en dims væk på en luksussejler, som findes på de fleste mindre både.

Man kan stadig tilkøbe en skydelugegarage fra værftet for 5500 gode danske kroner (2018-pris). Men Luffe-klubben meddelte for nylig, at de havde modtaget en form fra et tysk medlem, som havde ladet den fremstille for selv at støbe sin egen skydelugegarage. Jeg forestiller mig, at medlemmet har lånt en original skydelugegarage af en ven og brugt den som plug til at lave formen og derefter støbt en skydelugegarage ud fra den.

Jeg bad klubben om at låne formen. Efter den havde tilbragt et par måneder på Fyn, fik jeg den fragtet til København, så jeg kunne komme i gang med projektet.

Vi var nødt til at sejle rundt med formen, fra jeg fik den leveret på havnen, til jeg var færdig med projektet. Her er vi i Skanör med vores venner i Grinden Josefin af Christianshavn.

Første arbejdsdag: Jeg havde egentlig tænkt mig at udføre arbejdet på land, men det viste sig hurtigt, at formen kunne stå ret stabilt i cockpittet. Så jeg brugte en halv dag på at dække af, klippe glasfibermåtter ud og og rengøre og vokse formen.


Så er vi klar til arbejdet. Desværre havde jeg ikke mere tid den dag, så jeg måtte dække formen til.

Anden arbejdsdag:

Først fyldte jeg gelcoat i den omhyggeligt voksede form. Jeg havde snydt lidt og bestilt den farvekode, som de originale skydelugegarager bliver leveret med (RAL 9010).


Jeg havde klippet seks lag glasfibermåtte til, men desværre havde jeg ikke købt nok polyester. Allerede efter fire lag, var jeg sluppet tør, og så havde jeg endda brugt yderligere et halvt kilo, jeg havde liggende i forvejen. 

Tredie arbejdsdag: Jeg var ærlig talt i tvivl om, om jeg overhovedet ville kunne få lugegaragen ud af formen uden at ødelægge begge dele, så inden jeg støbte videre, skulle jeg lige teste, om det kunne lade sig gøre. Det gik heldigvis, om end der skulle arbejdes næsten så meget, som da jeg skulle have udstødningsrøret af udstødningsknæet.

Da jeg havde fået garagen ud af formen, konstaterede jeg, at den slet ikke var tyk nok. Det havde jeg heller ikke regnet med, da den kun havde fået fire ud af seks lag. Jeg klippede to lag mere til og bevæbnede mig med yderligere et par kilo polyester. Efter at have mellemslebet formen og fjernet alle "stikkere", gik jeg i gang med at lægge nyt glas op og vædede løs med mine to kilo polyester. Det passede helt perfekt denne gang. Jeg brugte 300 g-glasfiber, men de var på den tynde side. Man ville kunne spare lidt arbejde med nogle færre tykkere lag.

Så fik den lov at hærde i et par timer, inden jeg tog den ud af formen og savede og sleb den til. Et frygteligt arbejde!

Efter tilpasning måtte jeg lige vaske garagen. Både for støv og snavs men også for det vandopløselige formvoks.

Båden uden garagen.

Båden med garagen. 

Er det så umagen værd? Der er jo to gode alternativer til at støbe sin egen skydelugegarage. 1) At undvære og 2) at købe en original fra værftet. Jeg har brugt for 1500 kroner i materialer og værnemidler og måske realistisk 15 timers arbejde foruden mit eget og kabysmesterens bøvl med at få formen først til hans bondegård og siden til København. Og nu har jeg så formen til overs i vores ikke ret store kælderrum til vores københavnerlejlighed. Jeg er tilfreds med skydelugen. Men jeg må erkende, at en original skydeluge fra luffe-værftet nok er bedre. Jeg har fået en fornyet respekt for bådbyggerhåndværket. Det er mit største glasfiberprojekt til dato, og det er da et fascinerende materiale at arbejde med. Men det klør også alle vegne :)

Så jeg er tilfreds med resultatet. Men mere med erfaringen med at lave det. Jeg orker ikke at lave en til, og jeg kommer ikke til at underbyde værftets 5500 kroner. 

Samlet forbrug:

- en smule vandopløseligt voks (formvoks)

- 0,5 kg gelcoat

- 8 lag glasfibermåtte, 300g

- 4,5 kg polyester

- 90 g hærder

mandag den 3. august 2020

Motorkærlighed - mere varmeveksler

Jeg har sagt det før. Men nu tror jeg faktisk, jeg har løst problemet. Problemet med hvid røg fra udstødningen. Men inden vi kommer til selve løsningen, skulle jeg nogle andre småting igennem.

Min forsinkede pakke med pakninger til varmeveksleren ankom i går, og fordi jeg i forgårs IGEN, igen så hvid røg fra udstødningen, alle mine anstrengelser til trods, cyklede jeg efter arbejde til havnen for at skille varmeveksleren ad. Forinden tilbragte jeg aftenen med at se Youtube-videoer af varmevekslere fyldt med gamle impellerblade og kalk og snask, så jeg havde store forventninger til alt det herlige affald, jeg skulle finde derinde, som skulle få motoren til at køre bedre.

Det var noget af et bøvl at få afmonteret varmeveksleren. De to runde skiver i forgrunden er pakningerne. De ser hærgede ud, og jeg udskiftede dem til nye, selv om jeg ikke tror, de hindrede korrekt vandgennemstrømning.

Desværre fandt jeg ikke noget nævneværdigt skidt derinde og der var fuld gennemstrømning af vand gennem varmeveksleren. Jeg monterede nye pakninger og samlede og monterede varmeveksleren igen.


Sidst jeg afmonterede udstødningsknæet, havde jeg ikke nogen ny pakning, og pakningen gik i stykker i processen, så jeg måtte skære en midlertidig af et gammelt søkort. Siden jeg alligevel havde åbnet og værktøjet klar, monterede jeg derfor en ny pakning, jeg havde bestilt sammen med de andre pakninger.

Jeg eftersøgte også køleslangen efter eventuelle gamle impellerblade, der kunne have sat sig fast, men jeg fandt intet.

Således nedtrykt begyndte jeg at pakke sammen, da jeg mødte en ven på havnen, som har en Comfortina 32 med netop en ferskvandskølet Volvo Penta 2002-motor. Vi lagde Borgmesteren over ved siden af hans båd, og testede de to motorer side om side i tomgang og ved 2000 og 2500 omdrejninger i minuttet. Her var det tydeligt, at der kom langt mindre kølevand ud af Borgmesteren end ud af Comfortina'en. Comfortina-sejleren og en Diva 35-sejler spurgte mig straks ud om impeller, varmeveksler, udstødningsknæ og køleslanger. "Ja, ja, jeg har ordnet alt det der!", sagde jeg. "Jamen så må det være vandindtaget", sagde Comfortina-sejleren og fik rigget en vandslange til. Vi satte vandslangen ned i søvandsfilteret for fuld tryk for at blæse eventuelle muslinger fra vandindtaget på sejldrevet ud i havnen og testede igen.

Og nu stod der kaskader af kølevand ud. Hvis I ikke læser mere om denne sag den næste uge, så tror jeg, jeg endelig har løst problemet.

Opdatering: Vi sejlede i weekenden til Skanör og tilbage igen for motor, 40 sømil i alt, og motoren gik 2500 omdrejninger pr. minut, 5,5 - 6,0 knob. Masser af kølevand. Ingen hvid røg.