mandag den 8. juni 2020

24 timer på Sundet og i Østersøen - Borgmesteren rydder bordet!


Smuk nat i Østersøen.
Vi har boet på båden i næsten to måneder nu, fordi vores lejlighed er under delvis renovation. Inden projektet gik i gang, fik jeg tilladelse af rederiet til at sejle 24 timers sejlads på Sundet/i Kattegat/Østersøen d. 6. - 7. juni.

24 timers sejlads er en slags kapsejlads, hvor man fra kl. 15 lørdag til kl. 15 søndag skal runde nogle mærker på banen i Kattegat, Østersøen og på Sundet. Mellem hvert punkt får man godskrevet det antal point, som der er sømil imellem dem. Hver båd placeres i en af syv kategorier efter mål. LYS-tal tror jeg, det er, sejladsledelsen inddeler efter. Så DH-målebrev og klassebevis er ikke nødvendigt. Der kan siges meget om konceptet, men det meste har jeg berørt her, da jeg sejlede sejladsen første gang.
Så er der afgang fra Lynetten til Svanemøllen. Skal I med, tabere?
Allerede ude på Sundet på vej til Svanemøllen blev det klart for os, at vi måtte rebe storen. Det gik der en del bøvl med, for systemet var ikke sat rigtigt op. Jeg havde, foruden min datter, taget kabysmesteren med, og han er en erfaren reber og hårdvejrssejler, så det gik, selv om det var nogle hårde timer i starten af sejladsen, da vi sejlede hård skæring, hård sø og hård vind til mod Skanör.

Kabysmesteren har serveret farmors frikadeller og har nu taget roret og kameraet.
To reb i Storen og stabile 7 knob.
Efter de første hårde timer kunne vi slække lidt på skøderne, mens vinden som lovet også løjede lidt, så kabysmesteren kunne kaste sig over at tilberede frikadeller og pastaskruer. I det hele taget var forplejningen uovertruffen. Især havde kabysmesteren medbragt sit spritbluskompatible toastjern, hvori han blandt andet tilberedte æg og bacon-toast til morgenkaffen.

Kabysmesteren styrede det meste af vejen og stod i kabyssen resten af tiden.

En sød brevdue landede på dækket midt ude på havet, hvorefter den kravlede ind i cockpittet til os andre. Den var totalt udmattet. Jeg tror, den ville have været omkommet på havet, hvis ikke vi havde været der til at tage den med.

Efter at have sundet sig et par timer, livede duen lidt mere op og hoppede rundt og fandt en lidt mere afsides plads bag opvasken under kabysmesterensved rorpinden.
Duen Hvidnæb blev hos os hele vejen til Lynetten, hvor den blev sat i land og fløj fra broen. Tak for besøget, Hvidnæb!

Det var godt at få testet båden i hårdt vejr. Den vigtigste lektie var, at vi har brug for en skydelugegarage. Der kom alt for meget vand ind på dørken ved kabyssen under den hårde skæring.

En underlig ting ved lige netop denne kapsejlads er, at man ikke ved, om man har vundet, før længe efter sejladsen er afsluttet. Der er intet socialt element mellem bådene. Men på en eller anden måde gør det jo sejladsen meget egnet til Corona-tider.

OPDATERING: Her en uge efter sejlads er resultatlisten løbet ind. Borgmesteren ryddede bordet ved at sejle længst og længst væk. Det skulle vi også, for vi stillede op i den hurtigste kategori. Men selv kompenseret for det, var Borgmesteren overaltvinder.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar