lørdag den 25. marts 2023

Gennaker - rulle, sok eller fri?

 

Jeg kendte vores mål, så jeg slog omgående til, da jeg i vinteren 2021 så denne annonce for en brugt gennaker.

Da vi købte båden, fulgte der to spilere med. Ærligt talt har vi ikke fået sejlet med dem endnu. Men jeg havde også mere lyst til at prøve at sejle med gennaker - Et sejl som båden ikke havde. Så sådan et brugt sejl i god stand købte jeg, da lejligheden bød sig.

Jeg besluttede mig for først at sejle lidt med sejlet for at finde ud af, hvad vi egentlig har brug for.

Gennakeren var fra en IW31 eller noget i den stil. Men den passer da meget godt på en Luffe 37. Det ekstra plads der er på faldet kan hurtigt blive brugt af en rulle eller en shute/sok. Hvis den komme bare lidt op, kommer den helt fri af pulpit.

På billedet ovenfor gik det fint med at sætte gennakeren. Men at få den ned igen var lidt bøvlet. Spileren på vores gamle L23 plejede jeg at sætte og bjærge fra cockpit. Men en spiler har ikke noget sejlareal i bunden, og derfor er den nemmere at samle i læ at stor- og forsejl end en gennaker er. Da vi skulle have den ned den dag, var det blæst ret meget op, og vi måtte opgive at bjærge fra cockpit. I stedet måtte jeg tage den i læ af fokken, men det var heller ikke en god manøvre. Det var altså klart, at vi skulle have et eller andet system til det og ikke bare sætte og bjærge den i løs tilstand.

Gennakeren blev købt uden rulle. Det skulle vise sig, at en ny rulle er betydeligt dyrere end en brugt gennaker. Sælger havde opgraderet sin båd og beholdt rullen, fordi han var så glad for at sejle med gennaker. Han skulle have have et større passende til den nye båd, og han ville derfor beholde sin rulle.

Jeg købte en brugt furler. Selden GX10. Jeg fik den til en god pris, men der skulle også bøvles en del for at få det hele til at virke. Her ses noget af en noget af en twin-cam block, som bruges på den endeløse line, man ruller gennakeren ind og ud med. Den er ikke komplet, men det afspejlede prisen jo også.


En utrolig uhåndterbar bunke grej. Tovet er sådan et anti-torsionstov, der gør, at det ikke kan snos ret meget. Drejer man på det i den ene ende, får man næsten lige så meget drej i den anden ende.

Selve furleren.

Her er svirvlen, der skal sidde i toppen af gennakeren.

Desværre passede anti-torsionstovet ikke helt i længden. Men heldigvis var det en anelse for langt. Når man skiller hele denne enhed ad, skal man sætte en gigantisk krympeflex-muffe på til sidst. Men den er ikke til at opdrive. Så jeg fandt på at bruge noget vulkaniserende (og dyrt) tape. Det, tror jeg, er en bedre løsning. Det tætner i hvert fald bedre end før.

Det var et frygteligt bøvl at skille svirvlen ad, korte tovet og samle det hele igen. Heldigvis fandt jeg en video, hvor de gør nogenlunde det samme.

Næste store problem var at finde et sted at fæstne svirvlen.




Her er en alternativ løsning i brug med et Code Zero-sejl. Måske er det smartere? 

Den rulle jeg har fået fat i er af den dyre slags. Det er et system, der hedder "top-down furling". Det skal forstås på den måde, at det sejlet rulles på anti-torsionstovet oppefra. Sejlet skal flyve frit fra anti-torsionstovet, når det er sat. Og forneden på furleren drejer sejlet ikke med rundt. Men når man ruller ind, får anti-torsionstovet topsvirvelen til at dreje rundt, og med den rulles sejlet ind. Oppefra. Er det smart? Jeg tror, det er smart, fordi sejlet kan flyve frit, samtidig med, at antitorsionstovet kan være stramt nok til at blive rullet ind uden at fucke up. Efter sigende risikerer man også at ende op med en ballon i toppen af sejlet, hvis man ruller ind nedefra. Jeg har aldrig prøvet det, så jeg skal ikke kunne sige det. 

Top-down furling vises her med samme setup, som jeg har lavet.

Jeg havde egentlig håbet på en furler af den billigere slags, for det havde sparet mig en masse bøvl med at korte tovet op, hvor jeg i stedet kunne have brugt det tov, der fulgt med sejlet.

Ja, det er dyre sager. Sammen med genuaen er det det af vores sejl, der er i klart bedst stand. 


Man kan tilkøbe sådan en dims, så man får tackline-trimfunktionen tilbage. Det venter jeg dog lige med. En del af fidusen ved hele det her setup up er, at det skal være nemt, sikkert og hurtigt at sætte og bjærge sejlet. Så er der også prisen på omkring 2.000 for en ny dims foruden alt bøvlet ved at montere den og montere den ekstra trimfunktion. Det vil også gøre det lidt mere bøvlet at sætte sejlet. 


Hvor hurtigt er det så at sejle med gennaker? Og i forhold til spiler? Jeg har spurgt websejler.dk

Jeg har taget udgangspunkt i DH-reglen for GPH, som er gennemsnitslig sømiletid i sekunder for cirkelbane. Det er så hurtigt, Dansk Sejlunion mener, båden kan sejle en sømil på med den konfiguration, den er målt ind med. Man kan selv eksperimentere ved at indtaste værdier på Websejler og få en idé om det. Og det er det, jeg har gjort. Er ens GPH for eksempel 600 sekunder, så bør man i gennemsnit kunne tilbagelægge én sømil på 600 sekunder, altså 10 minutter, på en cirkelbane, altså for eksempel rundt om on ø. Det betyder en realiseret fart på 6 rundt på banen.

GPH
573,0 Luffe 37 Klassespiler (82,42 kvm)
574,8 Borgmesterens blå rumskødsspiler (75,04 kvm)
578,8 Borgmesterens hvide skæringsspiler (59,67)                
584,8 Gennaker (61,42 kvm)    
570,2 Klassespiler + Gennaker
599,2 Hverken eller

På en tur rundt om Sjælland er den store klassespiler altså bedst. den er så også 21 kvm større. Men selv den lidt mindre (end gennakeren) skæringsspiler er bedre. Min erfaring fra L23 er også, at man ikke får meget ud af det. L23-skæringsspileren der gav mig også fin fart og højde i forhold til gennakersejlere.

Spiler er bedst, hvis man har besætningen, evnerne og energien til det.

Efter den del besvær lykkedes det at få monteret systemet rigtigt. De 30 cm gennakkeren er "for kort" er nu placeret forneden, så man bedre kan kigge under, og så sejlet ikke kommer i for tæt berøring med pulpit.

Efter setup og test i havn har jeg lært flere ting.

Det er ikke så nemt at sætte sejlet, som det ser ud til. 
1) Det er meget vigtigt at holde anti-torsionstovet stramt. Ellers kan det sno sig. Og med stramt mener jeg strammere, end jeg normalt vil sætte et storsejls- eller fokkefald! Jeg har sat et mærke på tovet.
2) Når man ruller ind og ud, skal man sørge for at have belastning på begge furling-liner. Og så skal man sørge for at have mellem-meget belastning på skødet. 
3) Hele setup'et er ekstremt bøvlet. At tilpasse længden af tovet tog en del forarbejde på nettet + måske tre timers arbejde. At få monteret gennakeren på tovet og tilpasse længden og lære at bruge det, bare i havn, er også ret bøvlet. Men ideén er, at man kun skal bøvle én gang. Så har man et simpelt system.

Selve systemet er også ret dyrt. Især i lyset af, at de fleste gamle både sælges med spilere og uden gennaker. Skulle man være så uheldig ikke at have en spiler, så kan man altid købe en + stage billigt.

Så hvorfor overhovedet sejle med gennaker på furler, hvis det er så dyrt og bøvlet? 
Med det forbehold, at jeg ikke har sejlet med det endnu, så virker det til at være utrolig nemt at sætte sejlet, når man først har passet det til. Og man sætter det i havn. Når man så sejler, så er det meget nemt at rulle det ud. Normalt har jeg cockpittet fyldt med tovværk, når jeg sejler med spiler/gennaker. Det skulle jeg gerne slippe for med det sejl her. Tiden vil vise, hvor smart det er.

Selv om det jo er hurtigere at sejle med spiler, så kan jeg sagtens se for mig, som tur- og solosejler, at jeg monterer gennakkeren i havn, og så sætter jeg den bare, hvis jeg lige synes, når jeg er derude. Normalt skal der lidt mere overvindelse og beslutsomhed til at sætte spiler/gennaker. Både sætning og nedtagning kan hurtigt blive udfordrende, hvis det blæser op.

Nå, men fungerer det så? 
Det blev endelig vejr til at teste systemet på havet.

Ja. Det fungerer overraskende godt!

Efter lidt fine-tuning fik jeg systemet til at virke. Det er svært at se toppen af gennakeren, og da det jo er top-down furling, skal man lige være sikker på, at sejlet er rullet helt ud.

Man skal også lige være lidt forsigtig med den endeløse ind- og udhalerline og skødet på samme tid. Men det kan man snildt gøre solo med rorpinden mellem benene.

Det er vigtigt, at antitorsionstovet er stramt, når man ruller ind og ud. Når man har rullet ud, kan man slække lidt på fald for at trimme. Forligt skal tilpasses, så det er så tot, man ønsker det, når antitorsionstovet er stramt. Så må man slække derfra. Jeg har justeret lidt, og jeg håber, det er nok. Ellers justerer jeg bare igen næste gang.

Jeg skal øve lidt mere at sejle med gennaker. Jeg føler mig ikke helt fortrolig med dets muligheder og begrænsninger endnu. Men nu er det i hvert fald nemt at sætte det på.

Opdatering
Efter at have forhørt mig i Luffe-klubben, blev det klart for mig, at det beslag jeg havde monteret gennakeren i, ikke var lavet til voldsomme vertikale træk. Nu gik det ellers lige så godt.


Jeg nåede at sejle med gennakeren i ret let vejr. Men efter at have forhørt mig lidt for, blev det klart for mig, at det beslag jeg havde monteret gennakeren i, ikke var forberedt til stærke påvirkninger. Det sidder kun fast med lidt glasning og nogle selvskærerskruer.

Derfor fik jeg ikke sejlet med sejlet i 2022. I mellemtiden brugte jeg lidt tid på at udtænke en løsning med inspiration fra andre både. Den løsning jeg valgte, var at sikre beslaget i stævnen til skroget.

Det var i bøjlen her, jeg fæstnede gennakeren i 2021.







Jeg blev sat lidt tilbage af, at et almindeligt metalbor ikke kan bore i rustfrit stål. Da jeg fik det rigtige bor, gik det som en leg.

Herefter monterede jeg dette øje i ankerbrønden. Jeg kortede bolten af, så der var plads til, at jeg kunne montere en vantskrue på øjet.

Så testede jeg, at den kraftige vantskrue kunne sidde i øjet. Lige i øjet ;)

En god ven havde fået dette geniale beslag til overs. Så det monterede jeg i ankerbrønden.



Også dette beslag skulle lige tilpasse lidt, så det kunne sidde på vantskruen.

Så sidder hele systemet, som det skal med vantskruen spændt godt. Skroget er flere centimeter tykt, hvor jeg borede, så det skal nok holde.

Sådan ser det ud udefra.


Og sådan ser det ud oppefra. Selv uden bovspryd kommer genuaen 70 cm frem foran forstaget.