onsdag den 2. august 2023

Sommertogt 2023 - Skærgården

"Borg" og "Arne" i morgendis ved øen Kråkan lidt NØ for Orust.

1. etape: Lynetten - Helsingør

Min søstærke kabysmester fra tidligere togter og kapsejladser havde tilbudt at tage med på dette første stræk fredag eftermiddag efter arbejde. Min gamle kabysmester er nu skipper på Larsen 34'eren "Arne", som vi skal følges med senere på togtet. Vinden var lidt mærkeligt lige i starten, og vi måtte krydse lidt. Men efter lidt tid stabiliserede den sig, og vi kunne sejle hele vejen til Helsingør på bidevind. Jeg var lidt i tvivl om, om jeg skulle sejle videre samme aften, efter jeg fik sat kabysmesteren af i Helsingør. På vej ind fandt vi havnen proppet. Men som sædvanlig fandt vi en smal plads i bunden af havnen. Pludselig syntes det mere fordelagtigt at blive liggende tre overnatninger i Helsingør, til vinden igen skulle komme. Vejrudsigten havde forudsagt vindstille / svag vind fra nord de næste to dage.


2. etape: Helsingør - Hallands Väderö
Jeg provianterede i Kvickly og tog imod en tysk solosejler. Jeg spurgte til vinden derude. Han sagde, at den var meget svag og imod. Men heldigvis havde han haft medstrøm hele vejen fra Hven. Hmmm medstrøm? Altså nordgående strøm ... Skulle man alligevel sejle lidt nordpå? Ja!

Vel ude af havnen oplevede jeg til min irritation, at der var modstrøm. Men med tyskerens ord i mente tænkte jeg, at der sikkert var nordlig strøm længere ude på det dybe. Ganske rigtigt fandt jeg 1½ knobs medstrøm på grænsen til trafiksepareringen. Så der lå jeg og krydsede nogle timer med genuaen. Jeg mødte en del både ud af havnen, som forsøgte sig med at krydse tættere på land, altså i modstrømmen. Det fik det forventede resultat. Kun en Scankap 99 lå også på grænsen til trafiksepareringen og krydsede. Efter lidt tid kunne jeg skære direkte over trafiksepareringen og gå mod Kullens spids for at komme videre til Hallands Väderö. Der skulle dog stadig krydses en del, inden jeg kunne komme rundt om Kullen. Derefter kunne jeg lige akkurat holde øen op på bidevind.

Ved 19-tiden ankom jeg til Kapelhamn ved øens sydside. Der var en del andre både, men jeg fandt dog et godt sted at kaste anker tæt ved min ven, fendersejleren, som lå der i forvejen. Vi lå godt beskyttet i bugten. Dagen efter, søndag, svømmede jeg ind til øen med en vandtæt pose med skiftetøj. Efter en tre timer lang gåtur på øen kom jeg tilbage til ankerpladsen, som i mellemtiden var blevet totalt forandret. Over 100 svenske små motorbåde havde i mellemtiden fundet vej, og de fræsede alle sammen rundt i søgen efter den fred og idyl, øen er så kendt for. Da fendersejleren sejlede sydpå og kunne berette som halv vind, forestillede jeg mig, at jeg ville få det samme i nordlig retning. Og da idyllen alligevel var væk, kunne jeg lige så godt sejle. Desværre var det IGEN svag modvind hele vejen + en svag modstrøm. 

Godt ankret ved øen.



Kapelhamn. En god ankerplads ved Hallands Väderö.


3. etape: Hallands Väderö - Skallkroken
Jeg havde håbet at nå Glommen 35 sømil nord for øen. Men jeg måtte opgive at komme så langt. I stedet kunne jeg nå Skallkroken. Til sidst var det faktisk blæst op. Men retningen tilsagde, at jeg måtte vælge Skallkroken, som jeg kunne komme til uden kryds. Vejrudsigten havde lovet, at vindretningen skulle skifte 180 grader i løbet af natten, så det passede fint at overnatte der. Skallkroken er en hyggelig lille havn med rigeligt med grønne pladser, som man kan ligge på for 75 svenske kroner inkl. landstrøm, hvis man er frihavnsmedlem. Hvad der ellers er i havnen, ved jeg ikke. Jeg kom sent ind og udforskede ikke noget. Kl. 4 næste morgen var jeg ude igen.

I Skallkroken valgte jeg en plads ved siden af en anden flot Luffe 37.



4. etape: Skallkroken - Bua ca. 40 sømil
Jeg stod tidligt op, selv om vinden var meget svag. Der skulle nemlig komme et uvejr senere på dagen. Og der skulle jeg gerne ligge sikkert i havn. Så måtte vi se, hvor langt jeg kunne komme. I skrivende stund har jeg kun tilbagelagt 7 sømil på de første to timer. Men der skulle komme mere vind senere og måske også medstrøm. Tør man håbe på medstrøm? Jeg kan faktisk allerede konstatere ca. 0,2 knobs medstrøm. Jeg tager, hvad jeg kan få. 

Jeg kom senere fint i havn og fandt en god plads. Kort efter ankomsten kom uvejret, og det væltede ned med regn.

5. etape: Bua - Långedrag ca. 30 sømil 
Som på alle andre andre etaper på denne udtur var vinden faretruende lav. Det var transportsejlads, for jeg skulle kunne nå frem og være i København samme aften. Derfor var jeg nødt til at sejle for motor en times tid, mens vinden var svagest. Efter at have fået anvist en god plads at vente på i 12 dage drog jeg til København og senere til Rømø.

I godt selskab med to andre luffer i Långedrag.


Selve togtet. Efter sommerhusferie på Rømø ankom jeg til båden i Långedrag med fuld besætning. Vi overnattede på båden og gjorde klar til afgang tidligt næste dag.

6. etape: Långedrag - Frännbun (på bagsiden af Koön over for Marstrand).
Vi mødtes med Larsen 34'eren "Arne" af Bogense på en hyggelig anker-/tillægsplads i naturen. Vi lå rigtig godt der hele dagen og gik på opdagelse på øen og badede i vandet. Vejret var godt, og det skulle være den eneste dag med reelt godt vejr på ferien. Derfor havde vi valgt at lægge til ved et skær i naturen.

Aftensmad ved Koön.

Fra klippen, jeg tog billedet fra, førte vi om natten en line over til bådene.

Da vi grillede om aftenen, begyndte det dårligere vejr dog allerede en del timer før antaget. Vi lå dog godt for vores ankre, og selv om vinden måske skulle komme fra en uheldig retning, havde vi en Bavaria 44 til at beskytte os på ydersiden mod havet.

Kl. 0300 vågnede jeg. Jeg sover aldrig tungt for anker. Jeg kunne mærke, at det var blæst op, og at båden fra tid til anden rørte bunden. Jeg stod derfor op for at hive os lidt ud. Til min gru konstaterede jeg, at Arnes anker havde sluppet, og at Bavarian var sejlet. Der stod derfor vind ind på siden af bådene, og ankrene havde svært ved at holde. Jeg fik vækket Arnes skipper, og sammen tog vi bestik af situationen. Bavariaen havde lagt sig for anker 100 meter væk, og der lå den fint lige op i vinden. Vi besluttede os for at puste et SUP-bræt op, så vi kunne lægge et anker ud mere op mod vinden. Det virkede umiddelbart til at fungere. Men ak. Det slap hurtigt. Flere forsøg blev gjort med i alt to ankre (også samtidigt). Men mens vi arbejdede med det, var det blæst yderligere op. Det endte med, at vi måtte lægge en meget lang line over på en lille ø overfor. Nogle svenskere fra motorbåde var vågnet under postyret og hjalp med nogle bjergkiler. På den måde kom vi til at ligge bedre og kunne trække begge både i en position, hvor de ikke rørte bunden. Men nu havde vi spærret svenskerne inde på pladsen og kunne stadig ikke selv komme ud. Hele operationen tog i alt tre en halv time, og involverede foruden skipperne også Rederen og en matros fra "Arne". Vi kunne efter det ikke sove og drak i stedet lidt kaffe under den psykologiske debriefing. Mens det stop på, klarede vejret op. Vinden skiftede lidt retning og løjede, og den silende regn, der havde stået på hele natten, var stoppet. Vi besluttede derfor at sejle, nu hvor muligheden faktisk forelå, hvilket den ikke havde gjort frem til nu.

7. etape: Frännbun - Stenungssund
Oven på nattens strabadser føltes det godt at lave en plan og at sejle væk fra pladsen. Det gik rigtig fint for begge både. Desværre var den silende regn begyndt igen på den halve time det tog os at lægge fra og frigøre linen fra øen og give svenskerne deres bjergkiler tilbage. På turen SILEDE det ned stort set uafbrudt. Jeg fornemmede, at det måske var det smukkeste område, jeg nogensinde har sejlet i. Men man kunne ikke se mere end 200 meter frem, og jeg mistede visuel kontakt med "Arne", der sejlede først ud. Da vi kom frem, klarede det en smule op, og vi havde igen visuel kontakt. Desværre er der over Stenungsund en bro på 13,2 meter i frihøjde. I al postyret og regnen besluttede vi over radioen at sejle op til en lille havn før broen for der sammen at tage bestik af situationen. Efter et kort officersmøde besluttede vi at sejle rundt om øen til den rigtige havn. En tur på 3,7 sømil. Bortset fra mindeværdig kraftig regn var den del af turen begivenhedsløs. "Arne" kom først og kunne anvise os en god plads overfor sig. 

Her nydes den skandinaviske sommer i 2023.

Derefter udestod der en stor opgave med at rydde op i bådene, få telte på, tørre tøj og alt det sædvanlige. Stenungsund har provianteringsmuligheder og spisesteder lige ved havnen. Og det passede fint. Hvad der ellers er af seværdigheder, kan jeg ikke tale med om, og det var heller ikke relevant for os, der jo havde været oppe siden kl. 0300.

8. etape: Stenungsund - Gråtö Holme
Efter en rolig nat i Stenungsund Marina sejlede vi med slæk på skøderne til et lille øde område ved navn Gråtö Holme, som er lige på grænsen til at være en ø. Her lå vi godt beskyttet for den ret hårde vind, der ruskede tæt omkring os. Vi udforskede, sankede rejer, bær og svampe og lavede snobrød. Et meget idyllisk sted.

Gråtö Holme tæt ved Svanesund.

Det var dog meget svært at finde en plads på øen, hvor man kunne komme ind. De fleste pladser var mere egnet til motorbåde, fordi vandet var meget grundt tæt på kysten. Derudover var der meget dybt, når man kom lidt længere ud. Jeg lærte, at man godt kan lægge hækanker ud på ti meter vand, hvis der er god holdebund. Og det var der her. Rent ler.

9. etape: Gråto Holme - Ljungskile
Følgebåden "Arne".

Denne onsdags vejr skulle være stort set ubrudt regn fra middagstid og frem. Derfor valgte vi en lille by ca. på ruten. Turen derop var stille og rolig, men operationen med at komme væk fra øen var meget kompliceret. Men det lykkedes til UG at komme godt af sted. Dog måtte vi opgive en af "Arnes" bjerkiler.

Ljungskile havn er jævnt kedelig men fyldt med ledige pladser. Og det kan jo godt undre. Vi sejler i en vejrmæssigt forfærdelig sommer med ualmindeligt meget regn, men mere vigtigt, med ualmindeligt meget vind. Men her bag Tjörn og Orust er vinden mere nådig, mens andre sejlere ligger indblæste på hovedruten, også kalder "E6:an" mod Skagerak. Derfor havde jeg frygtet, at hovedparten af sejlerne havde søgt til "insidan", altså på indersiden af de store øer. Men her er overraskende få sejlere, de steder vi har været. Vi kom til havnen kl. 1030, og her ti timer senere har jeg kun set én båd mere gå ind.

Jeg har vredet min hjerne for at finde noget godt at sige om Ljungskile. Da vi kom til havnen, var jeg virkelig i søvnunderskud og havde brug for at få en god lang eftermiddagslur. I Ljungskile føler man ikke, at man er gået glip af noget ved at sove dagen væk.

10. etape: Ljungskile - Kråkan
En rigtig fin tur på bidevind til en hyggelig ø ved navn Kråkan nordøst for Orust. Vi sejlede ud i regnvejr kl. 13 i håb om at få øen for os selv fra ved 15-tiden. Det lykkedes rigtig fint. Øen havde mange gode steder, man kunne lægge til. Men vi havde den helt for os selv frem til middag dagen efter.
Der var mange gode pladser ved øen, og vinden løjede, så der blev helt stille.

Aftenhygge på klipperne.


Så blev klokken ølve.

Udforskning af den helt igennem smukke og idylliske ø, Kråkan.

Øen var helt fantastisk. Måske den bedste skærgårdsø, vi nogensinde har besøgt. Om aftenen grillede vi skumfiduser og friskfangede østers fra klipperne.

Kråkan var ikke i min udgave af bogen. Men undervejs konstaterede vi, at der må være muligheder ved alle øerne i området.


Vi overnattede ved øen, og ved frokosttid dagen efter begyndte der at komme en masse endagsbåde, kanoer og kajakker til alle øerne i området. Også til Kråkan. Vi gjorde klart skib på begge både og sagde der farvel til "Arne", der sejlede til Uddevalla for at sætte to gaster på et tog til Göteborg.

På gensyn til "Arne".


11. etape Kråkan - Svanesund
Vi skulle have sejlet halvvind hele vejen til Almösund, der ligger fem sømil syd for Svanesund. Men en sømil inden Svanesund blev vinden pludselig og uventet midt imod og med en knobs modstrøm. Vi gad ikke krydse eller sejle for motor, så vi valgte at gå ind i Svanesund. Her viste der sig desværre at være byfest.

12. etape Svanesund - Marstrand
Efter en lang byfestnat stod vi tidligt op, mens byfesten var gået til ro. Havnemanøvren burde have været simpel, men den blev lidt kompliceret af, at vi fik tovværk i skruen, netop som vi havde lagt fra. Vi ramte en motorbåd på vej ud, men de vågnede ikke af deres festdøs. Vi fik hurtigt løst problemet og kom godt af sted. Vind var der ikke noget af, og den der trods alt var, var midt imod. Det var som lovet. Men når der er svag vind midt imod, håber man jo på fejl i vejrudsigten. Men så heldige var vi ikke. De første fem (af 15) sømil sejlede vi således for motor. De næste fem gled vi meget stille af sted på bidevind for sejl, og de sidste fem drønede vi af sted for sejl, som vi tog ind lige inden Marstrand.

Gåtur rundt på stien på Marstrandsön.


Marstrand er et virkelig dejligt sted, men også en havn med mere action, end man ønsker det, når man anløber. Sidst vi var her, så vi Carlstens fæstning. Så denne gang tog vi i stedet en tur rundt på øen, der jo også er virkelig flot. Men når man kommer fra naturperlerne bag Tjörn og Orust, er det selvfølgelig ikke så imponerende. Helt overordnet er Marstrand, hvor man kan sige, Skærgården begynder, rigtig flot med mange flotte klipper. Men den er også ret undervældende i forhold til begge sider af Tjörn og Orust. Så når man er på vej sydpå efter at have været der, er Marstrand mere en historisk end en naturmæssig oplevelse. Og historien oplevede vi som sagt sidst. Det er dog stadig spændende at gå rundt og tænke og læse sig tilbage i Nordens historie på dette historiske sted.

Selve havnen har en lidt Skagen- Rungsted-agtig stemning, tror jeg. Og det siger jeg helt uden at have været i Rungsted. GKSS havde også en afdeling i Marstrand.

Stadig ledige pladser kl. 2100.

Jeg gik hele havnen rundt kl. 2100 og fandt kun denne sejlbåd, der, deplacementsmæssigt, var mindre end vores Luffe 37.


Vi ankom ved 11-tiden, og der var da masser af ledige pladser. I løbet af hele dagen var der stor udskiftning på pladserne. Jeg tog en tur ved 21-tiden rundt på broerne og fandt en del ledige pladser stadig. Og her taler vi en lørdag aften i juli med mellemgodt vejr. Jeg tror, at det er et udtryk for, at sejlersommeren i år ikke har været god ved marinaerne. Der har været meget blæst og meget regn. Mange danskere har droppet eller afkortet deres togter til Skærgården i år, fordi de enten ikke kunne eller orkede at tage herover. Vi så dog en del danskere, men det var næsten udelukkende pensionister med god tid.

13. etape: Marstrand - Skallkroken
Vejrudsigterne var ikke gunstige for øresundssejlere på vej hjem. Den næste uge frem lovede de mere eller mindre vind fra syd. Men denne søndag skulle vinden stå i sydvest det meste af dagen. Vi studerede dem nøje og besluttede, at det måtte være den dag, vi skulle lave det store ryk sydpå. Derfor stod vi op kl. 0300 for at sejle. Men da var det stadig bælgmørkt, og jeg turde ikke gennemføre den ret komplicerede havnemanøvre i mørket. Så vi ventede til kl. 0400, en time inden solopgang, hvor man lige akkurat kunne se lidt.

Marstrand er en meget kompliceret havne at lave havnemanøvrer i. Anbefales ikke for solosejlere! Havnemanøvren gik dog perfekt, og vi listede os ud ad Alberts kanal for sejl og derefter indenskærs til ca. Göteborg. Den første del af turen gik rigtig fint med mellem vind foran for tværs, fladt vand og én knobs medstrøm. Senere fulgte 55 sømil på foran for tværs/bidevind i ret meget sø og med mellem 1 og 1½ knobs modstrøm. Vi kunne dog på trods af det holde ca. 5,5 knob. Vi kunne se i kikkerten og på AIS, at mange af dem vi "fulgtes med" ikke kunne holde højde og måtte krydse, gå i havn og sejle for motor. Da vi havde 10 sømil tilbage, blev vi ramt af en front, som vores svenske nabo her i Skallkroken kalder "overfaldsvejr". Vi gik fra at sejle lidt over fire til lidt over otte knob og det endda med storsejlet fladet og skødet helt ud. Uvejret indeholdt dog ingen torden lige på vores sted og kun lidt regn. Efter 45 minutter var vejret nogenlunde som før uvejret, og vi vurderede det for sikkert at tage ind til Skallkroken, der ellers har en ret kompliceret indsejling.

8,5 knob for fokken.

Lige før uvejret ramte.

Skallkroken besøgte jeg også på udturen. Også da var det et spørgsmål om, hvad jeg kunne sejle til på hård skæring, inden vinden blev midt imod. Det er en god transportsejladshavn på den måde, at man altid kan få plads om aftenen. Det er en frihavn, og det koster derfor kun 75 SEK at ligge her for os. Faciliteterne er fine. Men her er ikke indkøbsmuligheder eller spisesteder. Nu ligger vi her og venter på vejr til at komme videre.

Vi blev en overliggerdag i Skallkroken, fordi vinden var midt imod til Kullen, og fordi vejrudsigten lovede optimale betingelser til dagen efter. Der er ikke meget at berette om fra overliggerdagen. Men vi sov godt oven på den hårde tur fra Marstrand. Skallkroken hamn har dog sine gode sider. Den er en frihavn (75 SEK), den ligger godt på ruten, der er altid plads, og faciliteterne er gode og rene. På minussiden er der en en halv times gåtur til nærmeste provianteringsmuligheder, og anløbet er lidt kompliceret med en del ubehagelige skær tæt på indsejlingen.

14. etape: Skallkroken - Kyrkbacken
Vi stod tidligt op og sejlede allerede ved sekstiden, for det skulle ifølge udsigten være det bedste tidspunkt. Vinden var dog hårdere og spidsere mod Kullen end forudsagt, og der var en del modstrøm. Men vi kunne holde både højde og god fart de 26 sømil derned, som vi tilbagelagde på fire timer. Efter planen skulle vi så få et par timer på en ny kurs med vind nok, men desværre løjede vinden, da vi rundede Kullen. Vi kæmpede nogle timer, men efter at have tilbagelagt halvdelen af de 16 sømil til Helsingør måtte vi opgive og starte motoren. Det gik trægt (3,8 knob), for der var stadig en del modstrøm. Vi måtte fortsætte for motor ned i Øresund. Ud for Sletten havn lå "Dannebrog", som vi sejlede forbi i en afstand af to sømil. Bag den, under land, byggede et voldsomt skysystem sig op, og vi kunne se, det nærmede sig os. Vi håbede, det ville bringe os noget vind, så vi kunne komme hjem lidt hurtigere, end vi kunne tøffe for motor.

Fra en lynnedslags-app.



Brace for impact!


Hastigt på vej til Hven.

Da uvejret ramte os, var det desværre uden vind. Men der kom usigelige mængder af regn på det helt flade vand. Det så underligt og smukt ud, og jeg har aldrig set så meget regn falde på stille vand før. Kort efter kom så den første torden, og det fortsatte, så vi overvejede, om vi skulle fortsætte eller søge nødhavn. Jeg lytter næsten altid på Kanal 77, foruden 16, og det er også KDY's kapsejlerkanal. Da det var tirsdag, var der heftig aktivitet på kanalen, da vi sejlede forbi, og sejladslederen beordrede alle i havn for at afvente tordenvejret. Vi besluttede at følge det gode råd og sejle direkte og i højeste fart mod Kyrkbaken på Hven. Her ankom vi i et helt forfærdeligt regnvejr og med lyn og torden drønende ned. Havnen var, ikke overraskende, halvtom, og vi fandt hurtigt et sted at lægge til. Kort efter klarede det hurtigt op, men et blik på vejrudsigten fik os til at beslutte at sejle næste morgen i stedet, hvor der skulle være god vind.

15. etape: Kyckbacken - Lynetten

Turens mest behagelige sejlads en tidlig morgen på Øresund.

Lynetten ligger bag en bro, som efter min hukommelse skulle være lukket mellem 0800 og 1600 men med åbninger 1000, 1200 og 1400. Vi sejlede derfor, så vi kunne være i god tid inden lukketiden. Vejrudsigten var ret meget som lovet, og vi kunne før første gang på hele togtet sejle halvvind. Det var en fornøjelse, og det var virkelig en smuk morgen. Desværre var min hukommelse om broen forkert. Den lukker i kl. 0700 og åbner først igen kl. 1000. Så vi fik lige over 2½ timer ved flydebroen, mens vi ventede. Men der lå vi også fint og kunne bruge noget af tiden på at bade og pakke sammen, inden vi kunne sejle igennem.


Efterskrift
2023 var den værste sejlersommer i mands minde. Men vi undgik heldigvis kuling. Lidt på grund af held, i hvert fald hvad angår transportsejladserne, og så fordi vi valgte at sejle bag øerne Tjörn og Orust, mens folk lå indeblæste (og -brændte) på vestkysten. Vi har haft vores portion af dårligt vejr, bevares. Men vi har også haft dage med godt vejr. Og på et skærgårdstogt er man i havne ca. hver anden dag og i naturen de andre dage. Vi planlagde det, så vi var i havn, da vejret var værst. Jeg kan ærligt sige, at vi har haft en rigtig god tur.

Under transportsejladserne har det i år været afgørende med en båd, der kan gå tæt til vinden. Det er rart at have en båd med gode krydsegenskaber, så man stort set slipper for at krydse.

Det har også været helt essentielt med en motor man kan stole på. Motoren virkede upåklageligt hele vejen. Men jeg havde arbejdet en del med den i foråret, og jeg ville ønske, jeg havde haft tid til at teste den lidt mere. Men nu er den gennemtestet.

Om sejlertøj. På et så koldt og blæsende og især regnfuldt togt er heavy duty-sejlertøj et must. Jeg købte en virkelig god jakke tidligere på sæsonen. Men jeg sparede og købte ikke bukserne. De sejlerbukser, jeg har nu af mellemstandard, kunne ikke stå distancen.