Ja, hvad er det her? En Argofet batteriisolator tydeligvis. |
En båd skal grundlæggende kunne fungere periodevis off the grid. Der er tre måder, båden kan få strøm på sin batteribank.
1) Landstrøm via en lader, der laver 230 V vekselstrøm fra land om til 12 V jævnstrøm på båden.
2) En generator fra bådens motor, der lader batteriet op. Det er helt på samme måde, som det foregår i en bil.
3) Strøm fra vedvarende energikilder som for eksempel solceller eller en lille vindmølle.
Borgmesteren har i princippet alle tre systemet. Landstrømmen er til at finde ud af, dog er vores lader en smule underdimensioneret. Jeg har desværre ikke ubegrænset adgang til kapital fra rederiet til ikke-nødvendige opgraderinger, så vi må nok leve med den lille lader et stykke tid.
Borgmesteren har en solcelle, og efter at have rodet lidt med det fandt jeg ud af, at den har en smart lader med bluetooth-modul, så jeg kan monitorere, hvor meget strøm den leverer. Den leverer desværre ikke noget, og det er nok fordi, den er delvist defekt, eller fordi den sidder et dumt sted, hvor den næsten hele tiden er i skygge. Den når aldrig op på nok spænding til at lade batteriet. Her skal den være over batteriets spænding, som, selv om det er et 12 V-batteri, normalt ligger mellem 12,5 og 14,4 V. Nuvel, en solcelle giver ikke meget strøm alligevel. Snarere er den egnet til at modvirke naturlig afladning af batterierne.
Med motorens ladning var det straks værre. Jeg havde en fornemmelse af, at det ikke gik supergodt med at lade fra dens generator, men uden en batterimonitor var det svært at diagnosticere systemet. Jeg fandt heldigvis en stærkt nedsat model med Bluetooth (så slipper man også for at installere et panel i båden).
Batterimonitor BM1 Bluetooth. Lidt bøvlet at installere. |
På vej hjem fra Svanemøllen og kapsejladsen testede jeg motorladningen. Til min rædsel ladede bådens generator kun en lille bitte smule, og kun lige når man havde tændt motoren. Efter et minut var det slut med det. Jeg måtte altså i gang med at fejlfinde.
Batteriisolatoren bør tage strøm fra generatoren i den højre udgang markeret 'INPUT' og sende det videre til de to udgange markeret OUTPUT 1 og 2. |
Batteriisolatorens opgave er i øvrigt at fordele strømmen fra generatoren til startbatteri og forbrugsbatteri. Alle siger, det er smartere end et skillerelæ, der først fylder det ene batteri (typisk startbatteriet) op til en hvis ladestand og dernæst det andet. Jeg er nu ikke helt sikkert på, at det er så smart, men det er en historie for en anden dag. Hvad der er helt sikkert, er, at batteriisolatoren er lavet af nederlandske Victron Energy, og de laver KUN kram.
Diagram fra batteriisolatorens manual. Borgmesterens har kun to output, ellers er det det samme. Krydset har jeg selv sat på, for den ledning var ikke monteret. |
Så langt, så godt. Den manglende ledning løser altså problemet. Jeg kan ikke helt forklare, hvorfor den kan lade en lille smule uden den ledning, men det er i hvert fald en seriøs faldgrube for en almindelig fejlsøgning.
Uden en batteriisolator eller et skillerelæ lader motorens generator kun på ét batteri. Med forkert installation lader den ikke på nogen af dem, og med korrekt installation lader den på begge.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar