mandag den 3. august 2020

Motorkærlighed - mere varmeveksler

Jeg har sagt det før. Men nu tror jeg faktisk, jeg har løst problemet. Problemet med hvid røg fra udstødningen. Men inden vi kommer til selve løsningen, skulle jeg nogle andre småting igennem.

Min forsinkede pakke med pakninger til varmeveksleren ankom i går, og fordi jeg i forgårs IGEN, igen så hvid røg fra udstødningen, alle mine anstrengelser til trods, cyklede jeg efter arbejde til havnen for at skille varmeveksleren ad. Forinden tilbragte jeg aftenen med at se Youtube-videoer af varmevekslere fyldt med gamle impellerblade og kalk og snask, så jeg havde store forventninger til alt det herlige affald, jeg skulle finde derinde, som skulle få motoren til at køre bedre.

Det var noget af et bøvl at få afmonteret varmeveksleren. De to runde skiver i forgrunden er pakningerne. De ser hærgede ud, og jeg udskiftede dem til nye, selv om jeg ikke tror, de hindrede korrekt vandgennemstrømning.

Desværre fandt jeg ikke noget nævneværdigt skidt derinde og der var fuld gennemstrømning af vand gennem varmeveksleren. Jeg monterede nye pakninger og samlede og monterede varmeveksleren igen.


Sidst jeg afmonterede udstødningsknæet, havde jeg ikke nogen ny pakning, og pakningen gik i stykker i processen, så jeg måtte skære en midlertidig af et gammelt søkort. Siden jeg alligevel havde åbnet og værktøjet klar, monterede jeg derfor en ny pakning, jeg havde bestilt sammen med de andre pakninger.

Jeg eftersøgte også køleslangen efter eventuelle gamle impellerblade, der kunne have sat sig fast, men jeg fandt intet.

Således nedtrykt begyndte jeg at pakke sammen, da jeg mødte en ven på havnen, som har en Comfortina 32 med netop en ferskvandskølet Volvo Penta 2002-motor. Vi lagde Borgmesteren over ved siden af hans båd, og testede de to motorer side om side i tomgang og ved 2000 og 2500 omdrejninger i minuttet. Her var det tydeligt, at der kom langt mindre kølevand ud af Borgmesteren end ud af Comfortina'en. Comfortina-sejleren og en Diva 35-sejler spurgte mig straks ud om impeller, varmeveksler, udstødningsknæ og køleslanger. "Ja, ja, jeg har ordnet alt det der!", sagde jeg. "Jamen så må det være vandindtaget", sagde Comfortina-sejleren og fik rigget en vandslange til. Vi satte vandslangen ned i søvandsfilteret for fuld tryk for at blæse eventuelle muslinger fra vandindtaget på sejldrevet ud i havnen og testede igen.

Og nu stod der kaskader af kølevand ud. Hvis I ikke læser mere om denne sag den næste uge, så tror jeg, jeg endelig har løst problemet.

Opdatering: Vi sejlede i weekenden til Skanör og tilbage igen for motor, 40 sømil i alt, og motoren gik 2500 omdrejninger pr. minut, 5,5 - 6,0 knob. Masser af kølevand. Ingen hvid røg.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar