tirsdag den 23. marts 2021

Vinterprojekt: Maling af træværk ved skot mod cockpit

Man kan måske lidt ane, hvor mange forskellige materialer jeg brugte til projektet. Til højre i billedet står en affugter, jeg har lånet af min ven, fendersejleren, for at skabe den rigtige luftfugtighed til et sideløbende lakeringsprojekt..

Vi købte forud for sidste sæson Borgmesteren for en god pris. Blandt andet stand på kabyssen var noget af det, der gjorde båden billig. Og selv med tålmodigt arbejde, kan man ikke få båden til at ligne en ny. Men man kan få den til at ligne det, den er: En elsket og vedligeholdt brugt båd. 

Jeg havde en del projekter på listen til vinteren. Men rederiet hjalp mig med at prioritere i dem. En luge i ruftaget og et koøje til hundekøjen er ind til videre aflyst.

Området omkring bagsiden af kompasset i SB side har længe været på min liste. Men jeg har været i tvivl om, hvordan jeg skulle gribe det an.

BB side var endnu mere medtaget. I bunden ses et tidligere forsøg på at udbedre. Det er ikke super godt lavet, men det har trods alt nok forsinket forfaldet.


Både omkring kompasset og længere nede i samme side var der dårligt træ.

Skottet her var både grimt og i virkelig dårlig stand. Når træværk i aptering er i virkelig dårlig stand, må man udbedre og male eller evt. udskifte træet til nyt. Det er selvfølgelig lidt sørgeligt, når træet ikke kan reddes. Men man kan stadig godt lave en pæn løsning. Jeg har set mange både, hvor det er lavet rigtig flot. Og som moden er nu, er der også flere, der laver hvide flader på sundt træ for at få et mere lyst udtryk i kahytten.


Her har jeg kradset dårligt træ væk. Næste udfordring var at få en god arbejdstemperatur. Der er gået en del penge til i strøm til elvarmer og affugter for at få det til at lykkes.

Her har jeg spartlet med West System epoxy 105/205 og tykningsmiddel 407. Det er virkelig et behageligt materiale at arbejde med. Jeg spartlede og sleb i alt fire gange, før jeg var tilfreds. Erfarne folk kan sikkert gøre det i færre iterationer. 

Så er overfladen ved at være spartlet jævn og klar til maling.

Færdig arbejde og knage og kikkerthylde monteret igen.

Jeg var egentlig tilfreds efter to lag maling, men jeg gav lige et tredje for at få det sidste finish.

Håndgrebslisterne var forfærdeligt grimme, så dem sleb jeg ned, rensede og gav olie.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar